Hvem er vi?
Fællesskab & passion
Havodderen er en frivillig forening stiftet den 6. marts 2019 i Odder. Vi samler mennesker med passion for fridykning, undervandsjagt og livet under overfladen – uanset alder, erfaring og baggrund.
Vi er i dag over 60 aktive medlemmer fra hele Danmark, fra Thyborøn og Aalborg i nord til Sønderjylland i syd. Hos os er der plads til alle – fra dem der tager de hyggelige kystture med bål og bålmad, til dem der konkurrerer på landsholdet.
Det der binder os sammen er ikke præstationerne, men glæden ved at være i vandet, dele oplevelser og lære af hinanden. Undervandsjagt og fridykning forbinder krop og sind og giver en ro som er svær at finde andre steder – væk fra støj, skærme og travlhed.
Tilknytning
DIF & DSF
Havodderen er optaget under Danmarks Sportsdykkerforbund (DSF) og Danmarks Idrætsforbund (DIF). Som senior- eller juniormedlem af Havodderen bliver du automatisk også DSF-medlem med adgang til forbundets fordele, uddannelser, konkurrencer og forsikring.
Foreningen er folkeoplysende og åben for enhver der tilslutter sig vores formål. Det er foreningens mål at udvikle medlemmernes lyst til at engagere sig og tage medansvar – foreningen er os alle.